CRS HEADER CRS Til Region SyddanmarkTil forsiden
CRSpilCRSpilServicedeklaration

Servicedeklaration

 

Servicedeklaration for Center for Rehabilitering og Specialrådgivning

 

Download deklarationen i pdf-format her

 

 

INDHOLD

 

1. Målgruppe

2. Lovgrundlag

3. Ydelser

4. Idégrundlag og målsætninger

5. Typiske ydelsesforløb

6. Personale

7. Pædagogiske metoder

8. Fysiske rammer

9. Samarbejde med kommuner

10. Øvrige relevante samarbejdspartnere

11. Sundhedsydelser

12. Pårørendesamarbejde

13. Brugerindflydelse

 

  

1. Målgruppe (til top)

Center for Rehabilitering og Specialrådgivning (CRS) yder specialundervisning og special­pædago­gisk bistand til borgere med specifikke funktionsevnenedsættelser inden for tale-, høre- og synsområdet samt specialrådgivning vedr. hjælpemidler på høre-, syns-, mobilitets- og kommunikationsområdet.

På alle områder med undtagelse af høreområdet omfatter målgruppen både børn og voksne.

Også fagpersoner i kommunerne, som arbejder inden for centrets ydelsesområder, tilhører målgruppen.

Og endelig omfatter målgruppen borgere, som har behov for centrets ydelser i forbindelse med erhverv og uddannelse.

 

2. Lovgrundlag (til top)

CRS’s ydelser er primært hjemlet i –

  • Lov om specialundervisning for voksne med dertil hørende bekendtgørelse og vejledning
  • Lov om social service
  • Sundhedsloven
  • Lov om folkeskolen

samt for enkelte ydelsers vedkommende Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, Gymnasieloven, Lov om erhvervsuddannelser m.fl.

 

3. Ydelser  (til top)

Ydelser fra CRS består typisk af 5 elementer: Udredning, specialrådgivning/vejledning, udarbejdelse af den individuelle rehabiliteringsplan, selve den rehabiliterende indsats (kompense­rende specialundervisning og/eller hjælpemiddelafprøvning inkl. instruktion/undervisning) og evaluering. Ydelserne er individuelt tilpassede, og der indgår næsten altid flere elementer i et sagsforløb.

Langt de fleste ydelser inden for alle fagområderne indgår i den pakke af ’basisydelser’, som kun sælges til kommuner. For en uddybende beskrivelse af hver enkelt ydelse henvises til centret hjemmeside www.rehabilitering-fyn.dk-> Ydelseskataloger

Et antal ydelser sælges som ’tilkøbsydelser’ – også kun til kommuner / offentlige myndigheder. Herudover tilbyder CRS nogle få tilkøbsydelser, som kan købes af alle offentlige myndigheder og virksomheder. For en uddybende beskrivelse af disse tilkøbsydelser henvises til Tilkøbsydelserpå centrets hjemmeside.

Salg af ydelser til private er ikke muligt.

 

4. Idégrundlag og målsætninger  (til top)

CRS’s mission er at være et regionalt kompetencecenter, som i samarbejde med kommunerne skal afhjælpe eller begrænse virkningerne af funktionsnedsættelser på tale-, høre-, syns- og mobilitets­området.
I samarbejde med brugerne skal CRS bidrage til, at den enkelte i videst muligt omfang kan leve et aktivt liv og deltage i samfundslivet.

Centrets vision er at være en virksomhed i stadig udvikling, som skaber og leverer evidensbaserede rehabiliteringsydelser af højeste kvalitet til den enkelte borger.

Vort værdigrundlag er, at
CRS's samlede virksomhed er kendetegnet ved ordentlighed i det vi gør og siger
 – såvel udadtil over for borgere og samarbejdsparter som indadtil overfor hinanden som kolleger og medarbejdere
.

Læs mere om CRS’s målsætninger på www.rehabilitering-fyn.dk-> Værdigrundlag

 

5. Typiske ydelsesforløb (til top)

Det første element i enhver ydelse er udredningen. Den omfatter typisk indhentning af nødvendige informationer, fx lægelige og/eller andre specialisters oplysninger, en samtale med borgeren, undersøgelse af borgeren med henblik på afdækning af art og omfang af funktionsevne­nedsættelserne, samt konklusion.

Næste element vil ofte være rådgivning / vejledning, og i enkelte tilfælde slutter indsatsen her.
I de fleste tilfælde er det imidlertid åbenlyst, at der er behov for et kortere eller længerevarende rehabiliteringsforløb, og den nødvendige rådgivning og vejledning vil da være integreret i undervisningen og/eller afprøvningerne.

I de tilfælde, hvor der er behov for en længerevarende specialundervisningsindsats, skal der udarbejdes en individuel undervisningsplan – efter samråd med borgeren, som bekendtgørelsen foreskriver. Planen skal beskrive undervisningens mål, indhold og omfang.

Den centrale del af et ydelsesforløb er den kompenserende specialundervisning og/eller hjælpe­middelafprøvningen. I nogle tilfælde er dette element ganske kortvarigt (fra 1 til 5-10 besøg eller lektioner); i andre tilfælde vil der være behov for et længerevarende undervisningsforløb af op til 50 (eller om muligt flere) lektioner.

Undervejs i dette forløb bliver det løbende vurderet, om borgeren får det forventede udbytte af undervisningen. Og når det – i samråd med borgeren – besluttes at afslutte undervisningsforløbet, foretages en endelig evaluering af forløbet, herunder i hvilket omfang borgerens funktionsevne­nedsættelse(r) er blevet afhjulpet. Et nyt effektmålings­redskab, som kan bruges i både specialundervisnings- og hjælpemiddelafprøvningssager er under afprøvning og ventes indført i løbet af 2012. Et eksisterende evalueringsværktøj bruges allerede på mobilitetsområdet.

 

6. Personale  (til top)

På CRS er der ansat en bred vifte af specialister og faggrupper:

Taleområdet

20 logopæder/talepædagoger

2 pædagoger[1]

1 konsulent for strubeløse

1 afdelingsleder

Høreområdet

7 audiologopæder/hørepædagoger

1 hørevejleder

1 afdelingsleder

Synsområdet

10 synskonsulenter

2 specialoptikere

3 IT-konsulenter

1 afdelingsleder

Mobilitetsområdet, herunder Legeteket og Datateket

3 ergoterapeuter[2]

2 fysioterapeuter

2 pædagoger

1 hjælpemiddeltekniker#

1 afdelingsleder*

IKT-området (kommunikationshjælpemidler)

4 ergoterapeuter[3]

1 talepædagog

1 kommunikationslærer

1 IT-tekniker/dataingeniør

1 hjælpemiddeltekniker#

1 afdelingsleder*

 

Tværgående

1 centerchef

1 vicecenterchef

2 specialister (økonomi og personale)

3 overassistenter og

7 assistenter, alle tilknyttet fagområderne

1 IT-koordinator

4 serviceassistenter

- I alt svarende til 75,2 årsværk. Af de i alt 81 medarbejdere er de 5 ansat i flexjob.

CRS lægger vægt på, at alle medarbejdere inden for hver deres fagområde er optimalt uddannet. Således har flertallet af de administrative medarbejdere den fulde kommunomuddannelse med 2-3 supplerende valgfag. Alle synskonsulenterne har den fulde synsuddannelse bestående af ½ års basisuddannelse og begge instruktøruddannelser (mobility og ADL). På mobilitets- og IKT-områderne ansætter vi så vidt muligt kun medarbejdere med flere års relevant erfaring og lægger i øvrigt vægt på at efteruddanne i videst muligt omfang; f.eks. har tre af afdelingens medarbejdere en Master i hhv. humanistisk sundhedsvidenskab, rehabilitering, og IKT og læring. Og på tale- og høreområdet gik vi for nogle år siden over til kun at ansætte medarbejdere med universitets­uddannelse i audiologopædi; i dag er således 13 af de 27 audio-/logopæder universitetsuddannet, heraf 7 cand.mag.er.

 

7. Pædagogiske metoder  (til top)

CRS’s interventionsmetoder er grundlæggende funderet i rehabiliteringsbegrebet som defineret i Marselisborgcentrets ”Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet” (2004):

Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Udredningselementet i ydelserne er baseret på de vejledninger i udredning, der er udarbejdet af DTHS (Danske Tale-Høre-Synsinstitutioner) som evidensbaserede standarder for god praksis på dette område.

Selve den pædagogiske intervention er ICF[4]-baseret og bygger på såvel erfarings- som evidensbaseret viden og praksis.

I øvrigt er de anvendte metoder vidt forskellige fra fagområde til fagområde og afhængige af, om indsatsen er rettet mod børn eller voksne.

De enkelte ydelsers formål og indhold er nærmere beskrevet i Ydelseskataloget, som findes på centrets hjemmeside på adresserne http://www.rehabilitering-fyn.dk/wm210012og http://www.rehabilitering-fyn.dk/wm313051.

 

8. Fysiske rammer  (til top)

Siden november 2011 er hovedparten af CRS’s aktiviteter blevet samlet på Heden 11 i Odense. Her har Syns- og Mobilitetsafdelingerne haft til huse i flere år i en bygning, som nu er blevet renoveret. Og Tale- og Høreafdelingerne er flyttet ind i en nybygget fløj, hvor der også er fælles faciliteter som mødelokaler og kantine. I forbindelse med byggeriet er det tilstræbt at imøde­komme alle relevante krav om tilgængelighed og egnethed hvad angår akustisk og belysning.

Lokalerne er indrettet specielt til de forskellige formål, som spænder vidt – fra gruppeundervisning af førskolebørn, skolebørn og voksne til siddestillingsanalyser, optikundersøgelser, justering af høreapparater, afprøvning af vidt forskellige hjælpemidler, stemmerehabilitering, boligindretning, m.v.

Ud over lokalerne i Odense har CRS et eller flere lokaler til rådighed i alle de fynske kommuner – primært til brug for Høreafdelingens åbne træffetid og øvrige aktiviteter i borgernes nærområde.
I Svendborg er der flere lokaler til rådighed, som i sommeren 2011 blev gennemgribende renoveret. Her er der således mulighed for at tilbyde både høre- og taleundervisning.
I Ærøskøbing og Rudkøbing får CRS, Høreafdelingen lokale(r) i de sundhedshuse, der er under etablering der.

 

9. Samarbejde med de fynske kommuner  (til top)

CRS afholder hvert år to møder med alle 10 fynske kommuner – dels et fællesmøde i marts, på CRS, dels dialogmøder i september-december med hver enkelt kommune – hos kommunen.
På marts-mødet fremlægger CRS dels resultater og statistik for foregående år, dels planer for aktiviteter og evt. nye ydelser i det kommende år. Tilsvarende orienterer kommunerne om deres planer om evt. fravalg og tilkøb i forhold til basisabonnementet.

Herudover har de faglige afdelinger dialog- og erfamøder flere gange årligt med kommunernes sagsbehandlere om specifikke faglige emner, samt hyppig kontakt med medarbejdere i kommunerne vedr. konkrete sager. Læs mere om de kommunale medarbejderes vurdering af samarbejdet med CRS på http://www.rehabilitering-fyn.dk/wm281266.   

Gennem de seneste år er der opbygget et tæt samarbejde med de kommunale jobcentre om foranstaltninger og/eller hjælpemidler, der kan bidrage til at fastholde borgere med funktions­nedsættelser på arbejdsmarkedet hhv. få dem i arbejde eller tilbage på arbejdsmarkedet.

Endelig samarbejder CRS løbende med kommunernes PPR-kontorer om visitationen til vore ydelser til hhv. førskolebørn med specifikke sprogvanskeligheder og førskole- og skolebørn med stammen og løbsk tale. Tilsvarende er der et tæt samarbejde med PPR-kontorerne om de blinde og svagsynede børn, som CRS følger og rådgiver om gennem hele deres opvækst og skolegang.

 

10. Øvrige relevante samarbejdspartnere  (til top)

CRS har i mange år haft et tæt samarbejde med de tre andre kommunikationscentre i Region Syddanmark, både fagligt og på ledelsesplan. Vi samarbejder også med landets øvrige centre i DTHS – Danske Tale-Høre-Synsinstitutioner; også her om både faglige og ledelsesmæssige emner.

Alle fire fagafdelinger samarbejder med de relevante afdelinger på Odense Universitetshospital, samt for Taleafdelingens vedkommende med Svendborg Sygehus og Sygehusenheden Ringe. For eksempel samarbejder speciallægen på OUH og på Svendborg Sygehus med CRS’s logopæder om en fælles visitation af borgere med stemmeproblemer.
Synsafdelingen samarbejder med Øjenafdelingen på OUH om børn og udviklingshæmmede, der ikke kan undersøges hos praktiserende øjenlæger, samt generelt om borgere med alvorlige synslidelser.
Og Høreafdelingen har et nært samarbejde med Audiologisk afdeling / Høreklinikken på OUH. Udover en ugentlig konference, hvor der udveksles akutte sager og drøftes aktuelle tværfaglige problemstillinger, er der nedsat tværfaglige teams med fast aftalte møder på områderne CI og tinnitus.

Ligeledes samarbejdes der med de fynske øre-næse-halslæger, øjenlæger og specialoptikere om konkrete sager.
Tilsvarende samarbejder vi med Center for Døve (voksne døve og døvblevne), Synscenter Refsnæs (blinde og svagsynede børn) og Institut for Blinde og Svagsynede (unge og voksne med syns­nedsættelse), samt med Ganespalteafdelingen ved Institut for Kommunikation og Handicap i Århus.

CRS har kontrakt med VISO om levering af udredning og specialrådgivning inden for de fleste af CRS’s fagområder. I praksis er det dog fortrinsvis inden for mobilitets- og kommunikationshjælpe­middelområdet, der leveres ydelser.

CRS har siden 2002 haft samarbejdsaftale med Syddansk Universitet om uddannelserne i logopædi og (siden 2005) pædagogisk audiologi. CRS er fast praktiksted, og flere af CRS’s medarbejdere underviser på uddannelserne. Samarbejdet forventes udbygget væsentlig fra 2012, idet der arbejdes på at placere al praktikundervisningen på CRS, og samtidig etablere en forskningsklinik bemandet med Ph.D.-studerende fra SDU. Såvel praktikken som forskningen vil få stor betydning for udviklingen af det praktiske tale- og hørepædagogiske arbejde og dermed for den løbende kvalificering af indsatsen over for de fynske borgere.

 

11. Sundhedsydelser  (til top)

CRS leverer sundhedsydelser til sygehusene i Odense, Svendborg og Ringe – primært i form af logopædisk bistand til borgere der er indlagt med akut apopleksi og deraf følgende afasi og andre talevanskeligheder.
Herudover tilbydes borgere med cancer i mundhulen og struben præ- og postoperative samtaler, og der påbegyndes et udrednings- og rehabiliteringsforløb, som følges op ambulant i kommunerne efter de aftaler, kommunerne har med kommunikationscentrene i Region Syddanmark, herunder CRS for de fynske kommuner.

 

12. Pårørendesamarbejde  (til top)

Hovedparten af de borgerrettede ydelser har som forudsætning, at der søges etableret et tæt samarbejde med forældre / ægtefælle / nærmeste pårørende / netværk. Enkelte ydelser giver ingen eller kun ringe mening uden de pårørendes deltagelse og medvirken.
I relation til visse ydelser tilbydes der egentlige pårørendekurser med henblik på at give indsigt i sygdommen/funktionsnedsættelsen og dens følgevirkninger, undervisning i hvordan den pårørende bedst støtter rehabiliteringsprocessen, samt mulighed for erfaringsudveksling med andre i samme situation.

 

13. Brugerindflydelse  (til top)

CRS har i henhold til Lov om specialundervisning for voksne en bestyrelse, der ifølge vedtægten har beføjelser i forhold til centrets budget og virksomhed. Bestyrelsen er sammensat af -
­ et medlem udpeget af regionsrådet,
­ et medlem udpeget af kommunalbestyrelserne i regionen (i praksis de fynske kommuner),
­ fire medlemmer udpeget af de handicappedes organisationer – så vidt muligt repræsenterende henholdsvis tale-, høre-, syns- og mobilitetsområdet,
­ et medlem udpeget af regionsrådet, efter indstilling fra Syddansk Universitet, samt
­ to medlemmer valgt af og blandt centrets medarbejdere.

Bestyrelsen afholder fire ordinære møder årligt og ekstraordinære møder efter behov.

Med henblik på at sikre centret og bestyrelsen en så bred kontakt med de mange brugergrupper som muligt og samtidig give brugerne indflydelse på centrets virksomhed er der oprettet permanente brugerråd. Hvert enkelt brugerråd består af repræsentanter for brugerforeninger på de enkelte fagområder, 1-2 repræsentanter for deltagere i undervisning/rådgivning, professionelle samarbejdspartnere inden for områderne m.evt.fl.

 



[1]Heraf arbejder én også i Datateket og er således den ene af de to pædagoger nævnt under Mobilitetsområdet

[2]Heraf arbejder to også i IKT-området

[3]Heraf arbejder to også i Mobilitetsområdet

# Samme person

* Samme person

[4] International Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret d. 12-02-2012.
Kontakt Center for Rehabilitering og Specialrådgivning