CRS HEADER CRS Til Region SyddanmarkTil forsiden

CRSpilCRSpilRegler om befordring og befordringsgodtgørelse

Regler om befordring og befordringsgodtgørelse

Udgifter til befordring i forbindelse med undervisning og andre aktiviteter, som du er indkaldt til på Center for Rehabilitering og Specialrådgivning (CRS), afholdes af centret efter følgende regler:

 

1. Personer som selv kan sørge for transporten

Hvis afstanden mellem hjem og undervisningssted og tilbage er 22 km eller mere, godtgøres udgifterne til bus- og togbilletter.

Hvis det er nødvendigt at have en ledsager med på turen, betaler CRS også udgifterne til ledsagerens billetter.

Hvis der ikke er bus eller tog i nærheden af hjemmet, eller hvis det vil medføre urimelig lang transport- eller ventetid at bruge disse befordringsmidler, kan man benytte egen bil.

Kørsel i egen bil godtgøres efter de til enhver tid gældende regler.

Udbetalt godtgørelse for kørsel i egen bil indberettes af Region Syddanmark til skattemyndighederne som B-indkomst.

Hvis du opfylder betingelserne for at få godtgjort befordringsudgifter og ønsker at modtage denne godtgørelse, skal du oplyse nummeret på den bank- eller girokonto, som du ønsker beløbet overført til.
I receptionen på CRS kan du få nærmere vejledning herom.

 

2. Personer som ikke kan benytte offentlige befordringsmidler

Hvis det på grundlag af lægeerklæring eller anden sagkyndig udtalelse skønnes nødvendigt at blive kørt til undervisning med taxa eller handicap-bus, skal dette altid aftales med CRS på forhånd. Kontakt os på tlf. 6314 6214 - mandag-torsdag kl. 9-14, fredag kl. 9-12.

 

   

 

Bekendtgørelse om specialundervisning for voksne (BEK nr. 378 af 28/04/2006) :


Kapitel 3 

Befordring

§ 8. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om art og omfang af befordringsbehovet på grundlag af en lægeerklæring eller anden sagkyndig udtalelse om den pågældendes egen befordringsevne.

§ 9. Kommunalbestyrelsen sørger for befordring af personer med særlige befordringsbehov på den efter forholdene mest hensigtsmæssige måde. Hvis den pågældende selv ønsker at sørge for befordring, bidrager kommunalbestyrelsen hertil med et aftalt månedligt beløb. Hvis den pågældende ved hjælp af særligt hjælpemiddel selv kan befordre sig, kan kommunalbestyrelsen opfylde befordringspligten ved at afholde udgiften hertil.
   Stk. 2. Den pågældende kan henvises til at benytte offentlige befordringsmidler i det omfang, vedkommendes handicap tillader det, og det ikke medfører urimelig lang befordrings- og ventetid. Om nødvendigt må der foranstaltes særskilt befordring mellem hjem, fast aflastningssted eller undervisningssted og nærmeste offentlige befordringsmiddel. Kommunalbestyrelsen afholder udgifter hertil.
   Stk. 3. Hvis det er nødvendigt, at den pågældende ledsages under befordring, sørger kommunalbestyrelsen for en sådan ordning samt afholder udgifterne hertil.
   Stk. 4. I tilfælde af forbigående sygdom, der medfører, at den pågældende ikke kan befordre sig selv, finder reglerne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.

§ 10. Til personer uden særligt befordringsbehov, der deltager i specialundervisning for voksne, og som har en afstand fra hjem eller fast aflastningssted til undervisningssted og tilbage igen på 22 km og derover, ydes der befordringsgodtgørelse. Ved befordring med offentligt befordringsmiddel godtgør kommunalbestyrelsen de faktisk afholdte udgifter og ved befordring med eget befordringsmiddel med en af kommunalbestyrelsen fastsat godtgørelse pr. km.

 

 

 


Siden er sidst opdateret d. 22-07-2010.
Kontakt Center for Rehabilitering og Specialrådgivning